 |
| Udsigt fra hotellet |
Det er svært at skrive om det for det er faktisk bare lige nøjagtigt som man altid ser på film, i serier osv.
Men det var tre fantastiske dage vi havde i Sin City - Las Vegas.

Det er jo et mekka uden lige for luksushoteller. Jeg kan kun forestille mig, at det er et sted som Dubai, der kun kan overgå dette. De er vanvittigt høje, farverige, blinkende, overdådige, storslåede, overdrevene og mægtige. Og så er de allesammen placeret klods op af hinanden. Men de smukke luksuriøse hoteller har naturligvis også en pris der matcher stilen, så vi besluttede at gå ned på luksus, men stadig sikre en top beliggenhed. Og det blev også lige i smørhullet på "The Strip". The Jockey hotel er et af de ældre hoteller, der har været med i rigtig mange år og var et af de mest prominente ejendomme på The Strip, men er idag blevet overhalet af giganterne der skyder op omkring og skygger for det lille hotel, der end ikke kan prale af at have deres pool i solen længere. Men det var et ganske udemærket hotel til vores standard og det lykkedes os da også at få 1 dag i en suite og 2 dage i en penthouse (der dog pegede direkte ind i bunden på det store hotel ved siden af).
 |
| The Bella |
Men det har været nogle hårde dage for man tager ikke til Vegas for at sove længe og gå tidligt hjem og drikke myntete! Vi har hærget de største og mest kendte casinoer i byen, Bellagio, MGM Grand, The Mirage, Caesars Palace og det nye glamourøse Encore/Wynn, hvor alt andet end 1. klasses piger/kvinder bare ikke eksistere! Og vi har gjort det uden at tabe penge, så det er mere end hvad man kunne forvente... faktisk er vi, taget al den gratis sprut på casinoerne taget i betragtning, i fornuftigt plus. De har jo den politik, at så længe du spiller, så er der gratis drinks (kun drikkepenge til servicen er nødvendig).


Da den sjoveste del af døgnet er placeret om aftenen og natten, så kan det ikke lade sig gøre at komme uden om en skæv døgnrytme, men det var ikke noget et dusin Vodka/RedBull ikke kunne klare.. Så vi kunne lige nå op til frokostbuffeten på Bellagio, der var vores eneste måltid om dagen to dage i træk. Men med god grund! For jeg har aldrig nogensinde oplevet en buffet, der kunne tilbyde så uendeligt meget lækkert mad! Alle slags, alle afskygninger, alle tilberedninger, alt tilbehør... ja bare alt af alt! Fra sushi til Ribs, fyldte pasta til sværdfisk, store rejer til lammekølle og (naturligvis) en hel buffet med forskellige desserter.... aaaaaaaaarrrrrgghhh!! Der blev skamspist og nydt i fornuftige mængder!! Og det var noget af en pres'ball at give sig selv når man nu ikke lige har haft den bedste tarmflora (for at sige det pænt) det sidste stykke tid!
Sidste aften tog Anders og jeg ned til den gamle del af Vegas, Freemont, hvor vi fik set de ældre hoteller, den gamle gade og oplevet en lidt mere oldschool beskidt Vegasstemning.. Fedt! Og sluttede natten morgenen af med et par Casinobesøg ved de store, hvor vi lige kunne nå lidt bar/clubs. Og det var også fedt lige at få den sidste optur med, hvor man sidder og nyder stemningen i mørket med sin dejlige drink og lytte til good old Sinatra synge ".. I wanna wake up, in a city, that never sleeps...", der godt nok omhandler New York i sangen af samme navn, men passede urimeligt godt ind her.
Fedeste by, der aldrig bliver voksen, aldrig bliver træt og kedelig og aldrig nogensinde stopper festen!! My kind of city;-)
1 kommentar:
Kære Martin
så fik jeg set opdateringen , det ser sjovt ud
en stor oplevelse,måske ikke ligenoget for den gamle , men ville gerne se det.
Dejligt at høre din stemme i morges!
Se nu og blive frisk.
hils drengene
kærlig hilsen far
Send en kommentar